Kommentarer

Klik på overskriften for at kommentere
Hvis du kan lide hvad du læser så 'del' og giv +1 så andre også bliver opmærksom på bloggen

fredag den 31. maj 2013

Lidt filosofi til week-enden

" We treat the world as if it was hostile and unfriendly. Our technology reflects that attitude. We try to control the world because we are afraid of it. That is a major mistake. We have to learn that it is a kind kind of world."
Det er et citat fra mit store idol, Tor Nørretranders. Det er fra hans bog "Vær nær".

onsdag den 29. maj 2013

Better Place erklæret konkurs

OK. Det er ikke "afbrydende nyheder" længere, men jeg vil nu alligevel kommentere konkursen af Better Place. Jeg forsøgte mig jo med deres ide et par dage. Det kan du læse om tidligere på bloggen. Jeg elskede at køre i el-bil. Men konceptet med at skifte batteri for hver 120km, kom jeg aldrig til at tro på. Heller ikke ideen om, at man skulle betale et fast beløb hver måned tiltalte mig. Jeg vil helst betale for mit forbrug og ikke andres og kunne spare, når det bliver nødvendigt. Selve batteriudskiftningen gik faktisk ganske nemt, - men jeg ser nu frem til en opladning på 5 min. og en rækkevidde på 500km. Det kommer! Det er jeg (næsten) sikker på.

Til efteråret kommer flere bilmærker med deres bud på en el-bil. Det glæder jeg mig til at se.

Danmarks Edison

Logo for Poul La Cour museets venner
Det gik fornylig op for mig at en af landets lyse hoveder faktisk har haft sin gerning på Askov Højskole, ganske nær ved min fødegård. Jeg tænker på Poul la Cour, - af sin samtid kaldet Danmarks Edison. Han var uddannet meteorolog, men flyttede til Askov udvidede Højskole. Udvidet med fysikundervisnig. Her udførte han forskning i vindmøller og vingernes beskaffenhed. Han fandt ud af, at det ikke er antallet af vinger, der øger energiudtaget fra vinden, men derimod deres form og arealet de overstryger. Det er nemlig ikke bare vindtrykket foran på vingerne, der betyder noget, men også suget eller undertrykket bag ved møllevingen. Det er derfor også vigtigt, at vingen drejer hurtigt rundt, - med et tiphastighed flere gange vindens. Alt sammen noget man 100 år senere har kunnet eftervise på computersimuleringer på Risø. Poul la Cour byggede en meget nøjagtig vindtunnel, så han kunne udføre sine meget nøjagtige mølleforsøg.

Poul la Cour forskede også i at oplagre elektriciteten fra møllen. Her lavede har store forsøg med at splitte vand i ilt og brint (knaldgas). Det er netop det vi i dag lægger så store forhåbninger i, - bl. a. til el-biler. Han brugte nu også flammen fra knaldgassen til at lave lys.

Han var virkelig en foregangsmand og jeg vil vende tilbage til ham flere gange fremover.

torsdag den 16. maj 2013

Solskinsbyen Århus

Så er der alligevel noget om det. Vi er bedre her i Århus! Vi har installeret flest solceller på vore tage.
'Aarhus har nu 3.249 solcelle-anlæg, som på årsbasis producerer 16.878 kW strøm. Det svarer til cirka 3.400 parcelhuses årlige strømforbrug.', skriver OrganicToday.
Jeg var for noget tid siden i Ikast og der var der slet ikke samme solcelletæthed, som i Århus. Jeg har svært ved at forklare og forstå det.

http://www.organictoday.dk/aarhus-i-spidsen-med-solceller/?utm_source=rss&utm_medium=rss&utm_campaign=aarhus-i-spidsen-med-solceller

onsdag den 15. maj 2013

Verdens største kraftværk benytter vedvarende energi

Yangtze er Kinas største og verdens tredjestørste flod. Ikke underligt, at den kan levere vand til verdens største vandkraftværk, som med (sædvanlig) kinesisk poesi bliver kaldt "De tre slugters dæmning". Den er bygget for at skaffe energi til Kinas udvikling, Det gør den så med hvad der svarer til 15 atomkraftværker. Jeg gad godt se ledningerne fra det kraftværk. Ledninger, der skal føre strømmen til Kinas store og meget forurenede byer, der stadig får energien fra kul. Det sviner luften meget til, - langt over den sundhedsskadelige grænse. Så kraftige cigaretter, som giver så meget forurening i et sug, er for lang tid siden blevet forbudt i den vestlige verden. Så de er jo på rette vej, kan man sige. Det går imidlertid ikke ubemærket hen over en egn, der skal lægge ryg til sådan et bygningsværk. 1,3 mill. mennesker skulle flyttes, for deres hjem blev oversvømmet af den opdæmmede flod. Opdæmningen er 650 km lang og indeholder knap 40 km3 vand. Selve dæmningen er 2,3 km lang og 181 m høj. Det går der ca. 28 mill. m3 beton til at bygge af 250.000 arbejdere.

Dæmningen har gjort det nemmere at færdes på floden for de store fragtskibe og der er nu bedre kontrol med vandstanden i floden nedenfor dæmningen, så man ikke får de store oversvømmelser længere. Men der er slet ikke skabt boliger til alle de forflyttede. Det var vel, hvad man kunne forvente i et land, der har migrantarbejdere i Beijing, der har en papkasse som bolig.

Kina har reduceret deres forbrug af kul med 31mill. tons om året. Så vi får bestemt også glæde af det med en CO2-reduktion på 100mill. tons.

Vedvarende energi er ikke bare for nogle parcelhusflippere som mig længere.
En solskinsdag på Det olympiske Stadium i Beijing

Kilde: Illustreret Videnskab, nr 8, 2013

tirsdag den 14. maj 2013

Har EU en energipolitik?

Vore diskussioner herhjemme om det nationale budget, for slet ikke at snakke om vor energipolitik, må blegne helt, når man læser en artikel på BBC om EU-kommitionens forslag til at redde EU's energiforsyning. Der skal ikke så meget til at få investeringerne igang i vedvarende energi i EU. Det er lidt rystende at læse, at man endnu ikke har et sammenhængende elnet ("the grid") i EU. Men på den anden side, - indtil for få år siden, var Danmark delt i to ned gennem Storebælt. Et lille land, som Malta, er total afskåret fra omverdenen, når vi taler om "the grid".
Pensionskasserne er ved at kvæles i deres penge, som de ikke kan få investeret ordentlig pga. den lave rente. Hvis bare EU landene kunne lave en langsigtet energipolitik, så ville pensionskasserne investere i vedvarende energi og vi ville få et sikkert afkast af vore opsparede midler. En såkaldt 'win/win situation'.

mandag den 13. maj 2013

Solfangere ved Ejstrupholm


Sidste år kom jeg forbi Ejstrupholm ved Nr. Snede. Jeg skal love for de er gået "all in" på solenergi. De har bygget solfangere til opvarmning af vand. De skriver:
"Som supplement til varmeforsyningen har værket i 2011 opført et solfangeranlæg på et areal på 3,5 ha beliggende ved Brandevej ca. 300 meter fra varmeværket. Anlægget er af fabrikat Sunmark på 454 stk. solvarmepaneler dækkende 6.243 kvm. effektivt solfangerareal, og det forventes at dække 18% af det årlige varmeforbrug."
Ejstrupholms "varmedunk"


søndag den 12. maj 2013

Måske vender vinden nu ....


Mauna Loa - verdens største vulkan
Der er nok af pessimister, der siger:  "Glasset er halvtomt". Man kunne da også forblive urolig for jorden klimatiske fremtid, - eller rettere menneskets fremtid. BBC fortæller, at forskere på Mauna Loa Observatoriet på Hawaii har målt CO2 niveauet stige foruroligende fra mellem 180 og 280 til 400 enheder/million. Det højeste i fire millioner år.

torsdag den 9. maj 2013

It's blowing in the wind

Jeg vil nu afsløre en gammel form for vedvarende energi: Tørresnoren. Tag dit våde vasketøj og hæng det på tørresnoren i stedet for at tørre det i tørretumbleren. Du sparer selvfølgelig strøm og CO2-udslip, men hvis du bruger (det ganske unødvendige) skyllemiddel, kan du også nyde duften af "fuglekvidder", som en lille pige i familien engang kaldte duften af frisk sengetøj, tørret i det fri.

Så vedvarende energi er ikke altid avanceret teknologi. Det er faktisk oftest sund fornuft.

onsdag den 8. maj 2013

Taget med tang ...

I gamle dage brugte man visse steder i Danmark tang til at tække taget. Tang kan altså også bruges til at danne biogas. Man behøver selvsagt ikke vande tang, det optager ikke værdifuld landbrugsjord og indeholder meget sukker. Altså rigtig velegnet til biogas. Novozimes prøver at gøre det kommercielt.

mandag den 6. maj 2013

Vand til Vin - ja!, Mad til Benzin - NEJ!!

Mellemfolkeligt Samvirke har for øjeblikket en kampagne for at stoppe første generations biobrændstof.  Det kan ikke være rigtig, at vi bruger kostbar jord til at dyrke benzin, - groft sagt. Jorden skal bruges til at dyrke mad. Så hjælp dem med en underskrift her.

søndag den 5. maj 2013

Nu er Fanden gået i kloster


Jeg fik kaffen galt i halsen den anden dag, da en reklamefilm dukkede op på mit TV, hvor Chevron udbasunerede, at de skam støttede vedvarende energi og hjalp fattige områder i Afrika. Det sidste dog med oliepenge. Det virker næsten usmageligt på mig, når jeg tænker på, hvordan olieselskaberne har brugt deres magt til at monopolisere energiforsyningen. Nå, - men se selv reklamen her
Skal ulven vogte får og skal Chevron vogte vindmøller?

Ikaros prøver igen


Dædalus sender Ikaros afsted.
Solar Impulse vil flyve tværs over USA på udelukkende solcelleenergi. Det bliver sikkert ikke udbudt kommercielt de første par år, men det er da alligevel inspirerende, at kunne få et fly til at flyve udelukkende på direkte solenergi. De kan også flyve om natten på strøm fra batterier, der er blevet ladet op i løbet af dagen.
Man kan jo argumentere for, at biobrændstof også er ren solenergi, men solenergien har i hvert fald gået en omvej.
De vil senere flyve jorden rundt, - nok ikke uden at lande, men de skal da over en del vand ind imellem.


Du kan læse mere her.

onsdag den 1. maj 2013

Danmarks største biogasanlæg ligger i Holstebro


Den ildelugtende ælling bliver til en velduftende svane

En ny indtægtskilde er dukket op for landbruget. Nu har landmænd svært ved at "tænke ud af boksen", som det hedder på managementdansk, så nogen skulle hjælpe dem med et såkaldt "moderat pres". Det gjorde en fosforrapport fra Miljøstyrelsen. Da de kunne se en indtægtsmulighed og samtidig kunne slippe for at høre mere om udledning af fosfor og andre gødningsstoffer, gik de med på ideen om at lave et kæmpebiogasanlæg i Holstebro, nu kaldet Maabjerg Bioenergi.