Kommentarer

Klik på overskriften for at kommentere
Hvis du kan lide hvad du læser så 'del' og giv +1 så andre også bliver opmærksom på bloggen

søndag den 31. marts 2013

Nu producerer solcellerne fint. Dagens produktion var på 10,876kWt. Ikke dårligt, når maksimum er lidt over 1,3kWt. Se mere her.
Jeg har imidlertid solceller andre steder. Den kommer frem når solen skinner mindst og så bliver den ude til her langt hen på vinteren. Den samler energi i løbet af dagen og lyser så op om aftenen. Det er næsten synd at tage den ind nu, hvor den virkelig kommer til sin ret som solcelle, men har passeret sin tid som julemand.

Elbilens lyksaligheder (2) ....

Jeg kom i eftermiddags til at zappe ind på Top Gear. Dette udmærkede engelske bilprogram testede, netop i denne udsendelse, elbiler. De tre værter havde hver fået en bil at køre i. Da jeg kom ind i programmet, var de ved at løbe tør for strøm. De kom til Lincoln, - et udsted for (især) elbiler. Nu er England nok ikke det bedste sted at eje en elbil, for der var 63 km til nærmeste ladestation, så de måtte tigge el på universitetet. I ventetiden kørte de radiobil i byens tivoli og de løste der elbilens problem med rækkevidde. Sæt hønsenet over alle store veje og lad så bilerne stikke en pind derop, - ligesom radiobilerne.

De havde jo fat i noget rigtigt. Det er batterierne, der er det svage led. De er dyre (ca. 60.000), de kan måske holde mellem 5 og 10 år og så kan de ikke indeholde ret meget energi pr. cm³. Det sidste er nemlig essensen af problemet: Energitætheden. Tænk hvis man kunne have lige så meget energi i en cm³ batteri som i en en cm³ brændstof.
Rækkevidden er delvist løst med hybridbilen, der også kan køre på benzin, men så vidt jeg ved, kan man ikke oplade den fra stikkontakten?? Og så er det selvfølgelig også et problem, at den skal have både batteri og elmotor sammen med brændstoftank og almindelig motor.
Elladestation ved Randers

Det andet problem med batterierne er opladningstiden. Det tager ca. 12 timer at lade den fuldt op. Det er jo nok ikke befordrende for en lang tur. Her har Better Place jo løst det ved at skifte de tomme batterier med opladede på 5 min. De fleste biler kan imidlertid ikke skifte batteri. Så er der nogen der kan oplades 80% på 20 min.
Det skal gøres ved specielle standere hvor bilen får koblet en tyk ledning på op så får den skubbet 30 ampere ned i batteriet. Lidt som man fodrer gæs i Strasbourg for at få gåseleverpostej. Det er ikke sundt for gæssene og det er heller ikke sundt for batterierne. De mister noget af deres levetid.

El er en fantastisk energi. Den kan transporteres nemt i ledninger, men dens alt overskyggende ulempe er, at den skal bruges samtidig med at den laves. Det er problemet for producenten (vindmøller) og forbrugeren, der ikke er lige ved en stikkontakt som elbilen.


lørdag den 30. marts 2013

Elbilens lyksaligheder

Jeg havde i sidste weekend fornøjelsen at prøvekøre en elbil (Renault Fluence). Jeg vil kommentere lidt på de tanker, jeg har gjort mig i den anledning. Jeg har i lang tid sagt, at min næste bil skal drives af el. Bare tanken om at kunne køre på sol og vind kunne gøre mig glad. Den trofaste læser vil vide, at jeg har solceller på taget, så det ligger vel lige til højrebenet.

Renault Fluence er en dejlig bil, - også hvis den havde være drevet af almindelig brændstof. Den har "automatgear". Den kan ikke andet. En elmotor trækker ens fra 0 omdrejninger til maximum, så der er ingen brug for en gearkasse. Dette moment er så også årsagen til bilens fantastiske acceleration. Man holder ved et lyskryds uden en lyd og ved grønt trykker man bare speederen i bund og de andre biler kan ses i bakspejlet. Herligt. Selvom motoren ikke siger noget, - eller i hvert fald ikke meget, - så kommer der dog noget dæk- og vindstøj ved højere fart. Jeg forestiller mig at støjen i kabinen svarer nogenlunde til at køre en stor luksusbil a la Mercedes med stor motor og god lydisolering. Den ligger fint på vejen, så det er i det hele taget en stor fornøjelse at køre den!

Den har dog også nogle ulemper. Batteriet tager en stor del af bagagerummet og man kan ikke få monteret hængertræk (en hunbil). Den største ulempe er (selvfølgelig) rækkevidden. Batterierne kan klare mellem 100 og 150 km mellem "tankning". I denne bils tilfælde foregår det ved batteriskift på de dertil indrettede batteriskiftestationer. Det står Better Place for og de ligger langs motorvejene, så man skulle kunne komme fra Århus til København, - men ikke uden at skulle skifte to, måske tre gang.
Man kan også lade batterierne ved nogle ladestandere, som er placeret mange flere steder, men det tager lang tid. Til sidst kan også lade fra en helt almindelig stikkontakt.

Batteriskiftestationerne ligger for langt fra hinanden. Hvis en rækkevidde er 120 km, så kan man ikke køre langt væk fra den lige linie mellem stationerne. Det erfarede jeg, da jeg efter en opladning i Esbjerg, kørte en lille tur rundt med min far. Vi kørte af de små veje til Rødding. Så kørte jeg ham hjem til Brørup og jeg fortsatte mod batteriskiftestationen i Kolding, men 2 km for stationen var batterierne på 0% og den hylede af mig. Jeg turde ikke køre "tør" på motorvejen, så jeg holdt ind på en Q8 og tiggede lidt strøm fra en stikkontakt. Det skulle vise ikke at være så nemt endda. Den lader ikke meget fra stikkontakten, så efter en halv time og en kop kaffe, så det ikke ud til at der var kommet noget strøm på, så jeg blev nødt til at vove pelsen og køre videre. Da ville jeg godt kunne have haft en reservedunk i bagagerummet. Jeg nåede stationen og kørte videre, men hvis jeg skulle nå Skejby, skulle jeg skifte igen i Vejle. Det er i og for sig heller ikke noget stort problem. Det tager kun 5. min og der sker helt automatisk, mens man sidder i bilen, men rejsen blive afbrudt og hvad værre er, man skal planlægge sin rute efter hvor man kan skifte. Hjemturen fra Vejle til Skejby gik sådan set fint. Det var blevet mørkt og koldt, så jeg havde lys og lidt varme på. Igen var der problemer med at nå helt hjem. Den hylede af mig helt fra motorvejsafkørslen og hjem. Her blev den lagt til patten, så den kunne sutte strøm hele natten. 30 kWt blev det til, men så var den også helt opladet. Det er jo på sin vis en fordel altid at kunne sætte sig i en fuld opladet bil om morgene. Den kan endda være opvarmet, for det kan den gøre på strøm fra stikkontakten inden man kører.

Jeg tror, at jeg slutter her foreløbig med at konkludere, at det stadig er rækkevidden, der er elbilens sten om halsen. Forestil dig, at du kun må tanke 8 - 10 l brændstof hver gang og tankstationerne lå med en afstand af ca. 80 km. Men også, at du kunne tanke hjemme til halv pris. Så det er ikke sort/hvidt. Elbilen kan være en fantastisk andenbil.

fredag den 22. marts 2013

Solceller om vinteren


Solen skinner fra en næsten skyfri himmel, men cellerne producerer ikke optimalt. Hvad er det nu for noget. Jo, - det er såmænd sne på panelerne.
Sne på cellerne
Det skal fjernes. Nogen bruger en skraber på en (meget) lang stang. Jeg trækker haveslangen om på terrassen, stiller mig på på en stige og så sprøjter jeg vand på. Jeg vil ikke risikere ridser på glasset eller endnu værre, knust glasoverflade.

søndag den 17. marts 2013

El-biler

Jeg var i dag i Hammel, hvor Better Place havde udstillet nogle elbiler og hvor man kunne få en prøvetur. Better Place vil stå for infrastrukturen for elbiler i Danmark. Firmaet er internationalt og har valgt Danmark og Israel som forsøgslande. I Danmark har de sat "tankstationer" op langs motorvejene, hvor man kan få skiftet sit tomme batteri med et nyt, som er opladet. Det tager kun 5 min. og sker helt automatisk, mens man sidder i bilen. Det skulle sikre, at man kan køre fra Århus til København i elbil, på trods af at rækkevidden af en opladning kun er ca. 120 km. Derudover opstiller de ladestandere, som man frit kan bruge.
Desværre er det stadig kun Renault, der laver en bil, der kan få skiftet batteri, men den er dejlig at køre i.
Den har (selvfølgelig) automatgear, så den er nem at køre. Alt fungerer som en almindelig bil, men der er ingen motorlarm, - kun vind- og hjulstøj. Den har en fantastisk acceleration. Det er en mærkelig, men også dejlig fornemmelse, at den overhovedet ikke siger noget, når man holder ved et vejkryds.

Hvis man køber et abonnement ved Better Place får man et opladestander i sin garage. Den er koblet til elnettet uden om ens egen måler, så Better Place betaler al ens elforbrug og batteriskift. Dette abonnement koster ca. 1.300 om måneden og bilen koster lige godt 200.000 kr. Den er afgiftsfri og fri for registreringsafgift. Det kunne godt være et selvstændig argument til at købe én nu. Kender jeg dem ret hos SKAT, så bliver det nok ikke ved at gå. Det gjorde det i hvert fald ikke for solcellerne.
Jeg var så heldig, at vinde en hel dag med en el-bil. Det bliver sjovt. Så vil jeg prøve at skifte batteri.
Tesla var også udstillet
Du kan se hele billedserien her.


fredag den 1. marts 2013

Solceller

Oh, - hvilken dejlig dag. Den første officielle forårsdag. Man må trække sin motorcykel ud af sit hi, men det bedste er solen. Den skinner fra en skyfri himmel hele dagen. Mine 8 solceller har produceret 8,1kWt. Det synes jeg er godt, når man tænker på, at sidste år var den bedste dag på 13kWt. I øvrigt årets længste dag. Se el-produktionen på min hjemmeside: http://jenselbaek.dk/sol/