Elbilens lyksaligheder

Jeg havde i sidste weekend fornøjelsen at prøvekøre en elbil (Renault Fluence). Jeg vil kommentere lidt på de tanker, jeg har gjort mig i den anledning. Jeg har i lang tid sagt, at min næste bil skal drives af el. Bare tanken om at kunne køre på sol og vind kunne gøre mig glad. Den trofaste læser vil vide, at jeg har solceller på taget, så det ligger vel lige til højrebenet.

Renault Fluence er en dejlig bil, - også hvis den havde være drevet af almindelig brændstof. Den har "automatgear". Den kan ikke andet. En elmotor trækker ens fra 0 omdrejninger til maximum, så der er ingen brug for en gearkasse. Dette moment er så også årsagen til bilens fantastiske acceleration. Man holder ved et lyskryds uden en lyd og ved grønt trykker man bare speederen i bund og de andre biler kan ses i bakspejlet. Herligt. Selvom motoren ikke siger noget, - eller i hvert fald ikke meget, - så kommer der dog noget dæk- og vindstøj ved højere fart. Jeg forestiller mig at støjen i kabinen svarer nogenlunde til at køre en stor luksusbil a la Mercedes med stor motor og god lydisolering. Den ligger fint på vejen, så det er i det hele taget en stor fornøjelse at køre den!

Den har dog også nogle ulemper. Batteriet tager en stor del af bagagerummet og man kan ikke få monteret hængertræk (en hunbil). Den største ulempe er (selvfølgelig) rækkevidden. Batterierne kan klare mellem 100 og 150 km mellem "tankning". I denne bils tilfælde foregår det ved batteriskift på de dertil indrettede batteriskiftestationer. Det står Better Place for og de ligger langs motorvejene, så man skulle kunne komme fra Århus til København, - men ikke uden at skulle skifte to, måske tre gang.

Man kan også lade batterierne ved nogle ladestandere, som er placeret mange flere steder, men det tager lang tid. Til sidst kan også lade fra en helt almindelig stikkontakt.

Batteriskiftestationerne ligger for langt fra hinanden. Hvis en rækkevidde er 120 km, så kan man ikke køre langt væk fra den lige linie mellem stationerne. Det erfarede jeg, da jeg efter en opladning i Esbjerg, kørte en lille tur rundt med min far. Vi kørte af de små veje til Rødding. Så kørte jeg ham hjem til Brørup og jeg fortsatte mod batteriskiftestationen i Kolding, men 2 km for stationen var batterierne på 0% og den hylede af mig. Jeg turde ikke køre "tør" på motorvejen, så jeg holdt ind på en Q8 og tiggede lidt strøm fra en stikkontakt. Det skulle vise ikke at være så nemt endda. Den lader ikke meget fra stikkontakten, så efter en halv time og en kop kaffe, så det ikke ud til at der var kommet noget strøm på, så jeg blev nødt til at vove pelsen og køre videre. Da ville jeg godt kunne have haft en reservedunk i bagagerummet. Jeg nåede stationen og kørte videre, men hvis jeg skulle nå Skejby, skulle jeg skifte igen i Vejle. Det er i og for sig heller ikke noget stort problem. Det tager kun 5. min og der sker helt automatisk, mens man sidder i bilen, men rejsen blive afbrudt og hvad værre er, man skal planlægge sin rute efter hvor man kan skifte. Hjemturen fra Vejle til Skejby gik sådan set fint. Det var blevet mørkt og koldt, så jeg havde lys og lidt varme på. Igen var der problemer med at nå helt hjem. Den hylede af mig helt fra motorvejsafkørslen og hjem. Her blev den lagt til patten, så den kunne sutte strøm hele natten. 30 kWt blev det til, men så var den også helt opladet. Det er jo på sin vis en fordel altid at kunne sætte sig i en fuld opladet bil om morgene. Den kan endda være opvarmet, for det kan den gøre på strøm fra stikkontakten inden man kører.

Jeg tror, at jeg slutter her foreløbig med at konkludere, at det stadig er rækkevidden, der er elbilens sten om halsen. Forestil dig, at du kun må tanke 8 - 10 l brændstof hver gang og tankstationerne lå med en afstand af ca. 80 km. Men også, at du kunne tanke hjemme til halv pris. Så det er ikke sort/hvidt. Elbilen kan være en fantastisk andenbil.